En stedsspecifik kunst- installation skabt til De Langelandske Kunsttårne 2026-2029
Kunsttårn nr. 9, De Langelandske Kunsttårne, danner rammen om Tro, Håb & Kærlighed. En stedsspecifik kunstinstallation af Lærce Ryhl ved Rudkøbing.
Installationen består af tre store collageværker, genbrugte tekstiler, vindspil og The Future Mailbox, hvor publikum kan efterlade tanker og beskeder i form af breve og/eller tegninger til fremtiden.
De Langelandske Kunsttårne, Tårn nr. 9 – Haugbøllevej, 5900 Rudkøbing
ide og koncept
Da jeg ansøgte De Langelandske Kunsttårne/open call i efteråret 2025, var det med ønsket om at skabe et rum og en samlet kunstinstallation, der både udnyttede tårnets potentiale, kunne interagere med publikum og sætte gang i refleksioner om det at være menneske, især i en tid, hvor verden har ændret sig markant de senere år.
Vi lever i en tid, der er præget af frygt, splittelse og en generel usikkerhed for fremtiden. For mig personligt handler det ikke om, hvordan verden ændrer sig, men hvordan vi hver især vælger at deltage i verden, for hvor der er adfærd, ord og handlinger, er der også konsekvens.
Således opstod ideen om “TRO, HÅB & KÆRLIGHED”. Dels passede titlen til de tre vægge i tårnet, og dels henleder titlen jo netop til nogle af de vigtigste indre værdier i mennesket.
Værkets budskab
Tro, håb og kærlighed er en kunstinstallation, der kalder på ansvar, fællesskab og stærke handlinger.
TRO er modet til at handle, også når vi ikke kender dagen i morgen; at være stærk i TROEN på sig selv og turde gå med sine drømme, også når andre ikke nødvendigvis forstår det. TRO er også villigheden til at møde et andet menneske med åbenhed og tillid, og stadig TRO på det gode i mødet med et andet menneske – uanset hvad andre måtte synes.
HÅB er ikke en passiv venten på at “noget” skal ske. HÅB er en aktiv handling og skaberkraft, der vokser, når vi nægter at give op -eller giver efter. HÅB er at møde op hver dag -også på de dage, hvor det er svært!
KÆRLIGHED er ikke kun store følelser. KÆRLIGHED er en adfærd: måden vi møder hinanden på -og det ansvar, som vi påtager os i forhold til vores ord, handlinger og adfærd, i mødet med andre mennesker , og i mødet med os selv.
For KÆRLIGHED er også egenomsorg. Du må huske at passe på dig selv. Det er ok at sige nej -og sige fra. Det er også ok at bede om hjælp. For ingen kan læse dine eller mine tanker, og netop deri ligger der et ansvar til den enkelte om at sige tingene højt: når det er svært, når det gør ondt, når man har brug for hjælp.
Denne samlede kunst-installation i tårn 9. skal minde os alle om, at fremtiden ikke kun formes af systemer, langhårede bureaukratier og gale politikere. Fremtiden formes også i de små skridt; i vores blik, vores ord og adfærd. Vores tilvalg -og fravalg, vores nærvær og mod og evnen til at stoppe op. På den måde kan vi hver især blive aktive deltagere i verden.
kunst-Installationens opbygning
Selve værkerne består af tre store collageværker (110×220 cm.) med titlerne TRO, HÅB og KÆRLIGHED. Sammen danner de en form for moderne urban altertavle. De tre værker peger alle på det samme centrale spørgsmål: Hvordan skaber vi sammen -og hver især en bedre fælles fremtid? Og hvilken rolle spiller vi selv i den forandring?
Kunst-installationen rummer også en sanselig og deltagende dimension. Fra tårnets loft hænger stofstrimler af genbrugte tekstiler, som bevæger sig med vinden og skaber en bevægelse. Blandt tekstilerne hænger vindspil, hvis klange tilfører værket en stille lydlig dimension, som små påmindelser om, at selv det usynlige kan sætte noget i bevægelse.
the future mailbox
Jeg ønskede, som sagt, også at skabe en kunst-installation, der kunne interagere med publikum, og fik ideen til The Future Mailbox. Her inviteres publikum til at skrive en tanke, en bøn, en intention om at ændre noget i eget liv, en besked til fremtiden, til menneskeheden eller måske en kærlig hilsen til den, man er på vej til at blive. Det kan også være tegninger. Således kan også børn interagere med værkerne.
Når brevet eller tegningen lægges i postkassen, bliver det en del af kunst-installationen. En lille handling, et vidensbyrd, en påmindelse om, at forandring ikke altid begynder med store beslutninger. Nogle gange begynder forandringer med én ærlig sætning, en erkendelse eller et personligt valg.
Når udstillingsperioden er afsluttet i 2029, forestiller jeg mig at skabe en serie af værker, baseret på udvalgte breve og tegninger til fremtiden.
Med TRO, HÅB og KÆRLIGHED håber jeg, at publikum får noget med sig fra værkerne: en følelse, en tanke, en oplevelse, et lille frø, der bliver plantet i ord og billeder.
For fremtiden bliver ikke reddet eller skabt af flotte ord alene. Fremtiden formes i det, som vi tror på i os selv. Det, som vi tør håbe på og den måde, som vi behandler hinanden på.
TRO, HÅB og KÆRLIGHED kan opleves i tårn nr. 9. i perioden maj 2026 – maj 2029.
materialevalg
Alle værker og installationselementer er skabt med udgangspunkt i genbrugsmaterialer: gamle plakater, papir, tekstiler, bogsider, mønstrede flader og andre fragmenter, som får nyt liv i en anden sammenhæng. Det bæredygtige ligger derfor ikke kun i materialevalget, men også i selve idéen: at det brugte, slidte og oversete kan forvandles til noget meningsbærende. Læs mere om min kunstneriske praksis og baggrunden for mit valg af genbrugsmaterialer her.















