
Personen bag Baryhl Art er den danske autodidakte collagekunstner Lærce Østergaard (1971)
Hendes kunstneriske og kreative evner har rødder i opvæksten, da begge forældre var udøvende kunstnere.
Opvæksten var derfor præget af kunst og kreativitet. Begge forældre havde dagligt gang i kunstneriske projekter eller klargøring til diverse udstillinger, og Lærce var derfor ofte omgivet af kreative aktiviteter i en eller anden kontekst. Samtidig havde hun også mulighed for at udforske både sine ideer og kreativitet som barn med adgang til både værksted samt forskellige materialer.
Kreativitet og iderigdom gennemsyrer derfor Lærces univers. Ikke kun i form af visuelle og kunstneriske udtryk men også i hendes tænkning og fantasi, som har været med hende hele hendes liv.
Collagekunsten har altid haft en særlig klang i Lærces univers. At finde motiver og sammenflette dem i nye fortællinger er for Lærce et sprog i særklasse, som forener drømme og virkelighed på en magisk måde. I arbejdet med den enkelte collage søges en afspejling af en dybere forståelse for de enkelte detaljer eller den historie, som motivet ønsker at fortælle. Med en legesyg tilgang til materialerne og en unik forståelse for det universelle sprog, formår Lærce at forvandle hver collage til et vindue ind til en alternativ virkelighed.
Der er igennem årerne eksperimenteret med forskellige udtryksformer og materialer og gjort mange erfaringer med billedkunst i forskellige kontekster, men hver gang er Lærce blevet ført tilbage til collagekunsten og dets mange muligheder for udtryk indenfor både papir, decoupage, foto og digitale redskaber.
De primære materialer til de analoge collager er genbrugsmaterialer som fx plakater, gamle magasiner, bøger, aviser osv. Desuden finder Lærce også materialer fra facadevægge og udendørs plakatstandere.
Hvis du er interesseret i at høre mere om Lærces collagekunst og/eller undervisning eller ønsker at høre nærmere i omkring muligheder for bestilling af collager til udsmykning af diverse lokationer, er du altid velkommen til at tage kontakt.